Hvorfor egentlig?
Den første Tremarksfestival var en gymnasiefest, der blev holdt i 1995 af en flok kåde teens, som synes det var sjovt at lege festival. Det blev en fin fest, som på en måde bare blev ved. Og som med tiden blev mere og mere (og nogle gange mindre) ambitiøs.
Tremarksfestival har sit navn fra Tremarksmosen i Sletelte tæt på Helsinge, hvor den oprindeligt blev holdt. Senere flyttede vi adresse, men holdt fast i navnet. Den er de seneste 25 år blevet afholdt i Tågerup i haven omkring en gammel stråtækt gård, som vi yderst generøst får stillet til rådighed år efter år af Lars og Annette, som vi elsker meget højt.
Hvad er meningen?
Altså jo primært at holde et solidt bal. Men også
at give nye dejlige bands mulighed for at spille en uformel koncert for et tændt publikum, at bringe gode folk sammen, at skabe en dag fuld af kærlighed og selvfølgelig at feste til den lyse morgen.Altså jo primært at holde et solidt bal. Men også at give nye dejlige bands mulighed for at spille en uformel koncert for et tændt publikum, at bringe gode folk sammen, at skabe en dag fuld af kærlighed og selvfølgelig at feste til den lyse morgen.
Hvem er I?
Tremarksfestival er en privat non-profit forening med en styregruppe, der holder arrangørmøder nogle gange om året og får festivalen i stand. Styregruppen består af folk der har været med helt fra starten, og andre, der er kommet til siden. Ud over styregruppen, møder der altid en fast skare op og hjælper med opbygning torsdag og fredag.
Er det en udklædningsfestival?
Nej. Og ja. Tremarks har hvert år et tema. Og alle der kommer udklædt, påklædt eller afklædt i tråd med temaet, bliver mød t med den største respekt. Når det er sagt, så er alle velkomne. Også dem, som ikke gider at klæde sig ud – eller ikke kan strække sig til mere end et par skøre solbriller. Der er altid en god blanding fra ekstremt udklædte til slet ikke – og alle er lige velkomne. Vi vil gerne være et sted, hvor alle føler sig trygge og tilpasse, og frabeder os derfor at man kommer i oplagt stødende kostumer.
Hvem kommer og spiller?
Det er ærligt talt ret tilfældigt. Som regel er der nogen, der kender nogen, som har et band. Vi er åbne for alle genrer, men prioriterer dem der kan lave en fest. Vi har haft alt fra store navne til de mest nuttede gymnasiebands.
Koster det noget?
Ja. Men kun fordi det koster en del at lave. Du skal købe billet for at deltage på Tremarks. Arrangementet er privat og 100% non-profit og indtægterne går altid kun til at holde festen kørende.
Hvad nu hvis vejret er dårligt?
Vi har et kæmpe telt, et skur, pavillioner og masser af træer, så der er aldrig nogen, som har været nødt til at stå ude i regnen til Tremarks. En af de absolut bedste årgange blev holdt i 13 grader og regn – vi drak jægergryde i røverhulen og havde den smukkeste fest.
Hvad med børn?
Børn er meget velkomne. Der er snacks og sodavand i baren, og børnene plejer at have en fest med at rende rundt og lege, danse og hjælpe i baren. Har man helt små børn kan det i nogle tilfælde arrangeres, at man kan kan overnatte indendørs, hvis man giver en hånd med. Skriv til os og spørg.
Hvad med mad og drikke?
Du kan købe en madbillet og deltage i fællesspisningen ved sekstiden om lørdagen og morgenmad søndag kl. ca. 10-12. Du kan også medbringe egen mad, men der er desværre ingen muligheder for tilberedning. Drikkevarer købes i baren til rimelige priser. Der kan kun betales med MobilePay, så lad telefonen op og lad kontanterne blive hjemme.
Er det ikke sådan helt vildt indspist?
Vi er normalt et sted mellem 100 og 150 mennesker. Alle kender nogen, men ingen kender alle. Så der er også plads til at være ny. Hvis du er åben, er Tremarks det med garanti også.